I gamle dage var alle guldsmede håndværkere, som fremstillede sølvbestik og smykker i deres værksteder. Måske havde de en lille montre til udstilling af varer, men sjældent en egentlig butik.

Håndværkerne fik i slutningen af 1800-tallet konkurrence fra industrien, der fremstillede bestik og smykker af sølvplet (forsølvet messing). Herefter kunne det bedre betale sig for guldsmeden at forhandle fabriksfremstillet sølvtøj, men han var stadig en håndværker, der f.eks. udførte reparationer.

Sølvtøj var i 1920erne blevet hvermandseje – og idealet var at man skulle fylde sin brudekiste med bestik i samme serie til mindst tolv personer. Guld- og sølvsmede var påvirket af skønvirkestilen og det meste af datidens sølvtøj var meget pyntet. I 1925 indtog funkis-stilen sølvtøjet, og der blev designet mere enkle og stilrene sølvvarer.

Anden verdenskrig satte en stopper for sølvimporten, men fabrikanterne forsøgte med held at lokke folk til at indlevere deres gamle antikverede sølvvarer, så de kunne få noget nyt. Man skabte også smykker af jern og rustfrit stål med en lille smule indflettet sølv. Sølvfade måtte vente til efter krigen.

Men i 1950erne begyndte krisen så småt for sølvvarer til bordet. Højkonjunkturen gav flere penge mellem hænderne, men også andre interesser; charterrejser, køleskabe, biler og parcelhuse. Med tiden blev sølvskeen umoderne. I dag trives sølvbestikket i små nicher på loppemarkeder og hos marskandisere. Og guldsmede sælger ure.

Kilde: Historiker Karin Lützens artikel “Sølv på bordet, tolv af hver” i Weekendavisen Ideer 16. december 2011.